Egense-Rantzausminde Lokalhistorie
Rantzausminde Bådebyggeri og Åreværft
Henningsens Bådeværft set fra luften i 1939.
Arkivet ligger inde med en hel del billeder af joller og både som gennem årene er bygget på de to værfter.
Vi vil senere forsøge at få samlet sammen på disse billeder, så de også kan blive præsenteret her på siden og på Arkiv.dk
Henning Henningsen (12/9 1877) flyttede omkring 1901 til Rantzausminde fra Hjortø.
Han giftede sig i1904 og købte samtidig et husmandssted på Rantzausmindevej, der hvor den nuværende bebyggelse Vesterrøn ligger. Her startede han ”Henningsens Bådeværft”.
Henning Henningsen mistede sin kone i 1906, men giftede sig året efter med Marie. De fik sammen 7 børn, men mistede også to…
Henning Henningsen og Marie får blandt andre Ejvind og Aksel som begge blev udlært bådebyggere. Ejvind hos sin far og Aksel hos Ring Andersen. Henning Henningsen døde i 1957, men Aksel havde året før i 1956 overtaget det der var kommet til at hedde "Rantzausminde Bådebyggeri og Årefabrik" og drev virksomheden frem til 1979. Derefter blev den solgt til JEROS. Mere herom nedenfor.
Samme år, altså i 1956 startede Ejvind Henningsen for sig selv med ”Ejvinds Plasticjoller og Bådeværft”, dér hvor nu Maersk Training Center ligger. Læs herom i artiklen længere nede.
"Rantzausminde Bådebyggeri og Årefabrik bestod fra starten af husmandsstedet med stuehus og stald/værksted aller vestligst på grunden, som det ses på billedet herover. Her kan man se at der i 1939, hvor billedet stammer fra, er kommet 3-4 værksteder til, beliggende parallelt med kysten. Én stor hal vinkelret på kysten, bedding og en simpel bro
I 1940’erne blev der anlagt en rullebedding er kunne tage kuttere op til 20 ton
Den gamle Henning Henningsen byggede fra begyndelsen pramme på Hjortø, og den produktion fortsatte sammen med damjoller i Rantzausminde … altså små fiskerbåde. Sidst i 1930’erne var der 6-7 ansatte. På den tid startede han også årefabrikken Strong, som var den eneste årefabrik i Norden. 4 mand arbejdede alene på åreproduktion.
Ved 40 års jubilæet i 1944 havde man bygget 635 både af forskellige størrelser samt årer, master og mastebånd. Nu var produktionen udvidet til fiskekutttere, patruljebåde, dragebåde, folkebåde samt racerbåde. I 1940’erne fik man en stor succés med Grønlandsjoller, og kuttere til vestkysten. Efter 2. verdenskrig var der beskæftiget 70-75 mand.
Henning Henningsen (til højre) fotograferet omkring 1955.
Nu er vi nået frem til 1950 (ovenfor) og værftet er udvidet med yderligere en byggehal mod øst, en rullebedding og starten på en egentlig havn.
Men man fornemmer at pladsen er knap. I 1970'erne blev der fyldt meget op omkring de anlagte moler og broer og i 1980'erne blev der bygget en stor hal (luftfoto fra 1983 til venstre) på de opfyldte arealer mod øst.
Efter at sønnen Axel Henningsen overtog værftet i 1957 blev produktionen igen øget efter en vis tilbagegang. Op til 100 mand fordelt på bådebyggere, tømrere, snedkere, smede, malere, specialarbejdere, savværksarbejdere, havnefolk og lærlinge.
Frem til 1979 blev der bygget i alt ca. 1600 både på Rantzausminde Bådebyggeri og Årefabrik.
Aksel Henningsen solgte Rantzausminde Bådebyggeri og Årefabrik til JEROS Marine i august 1979. Og JEROS flyttede som bekendt produktionsapparat og medarbejdere herned og startede et samlet værft op. For JEROS var det smart at have produktionen af de efterhånden større både og skibe direkte ved vandet.
JEROS var ikke en virksomhed med erfaring i skibsproduktion, men overtog ekspertisen fra Ejvind og Axel, en god beliggenhed ved kysten og tilsyneladende fuld opbakning fra kommunen.
Men det var en forudsætning for handlerne, at JEROS kunne få opført en ny og ret stor hal på de opfyldte arealer. Men det kom hen over årene til at udløse en krig med naboerne som i de samme år var ved at udbygge Rantzausminde til boligområde. Så altså en miljøkonflikt mellem erhverv og boliger, eller måske rettere en konflikt om retten til udsigt!
Sagen splittede byrådet der omkring 1980. På den ene side Schultz der havde stillet i udsigt at der kunne blive opført en hal (udlagt til erhvervsformål siden 1905!) med opbakning fra Dansk Metal. Beboerne kaldte virksomheden ”stærkt forurenende” pga glasfiberproduktionen, men Miljøstyrelsen fastslog i 1980, at udvidelsen af produktionen ikke engang krævede en miljøgodkendelse. Hallen blev 23 x 50 m og 9,5 m på det højeste punkt.
Lige så snart hallen var færdig begyndte klagerne over lugtgener og støj fra ventilation. Virksomheden oplevede, at det ikke alene var beboerne der var imod dem, men også kommunen i form af formanden for teknisk udvalg Arne Dennig, som var konservativ, men ikke i denne situation særlig erhvervsvenlig. Nogle mente, at det måske ikke så meget handlede om miljø og forurening, men hensynet til gode vælgeres mulighed for udsigt over sundet.
JEROS arbejdede på den tid på at sikre sig en meget stor kontrakt med staten om at bygge de nye motortorpedobåde: Standard Flex. Men for at lande den ordre skulle den stor hal gøres endnu længere og højere. Kommunen havde svært ved at vælge: på den ene side gevinsten ved at udstykke attraktive byggegrunde – på den anden side hensynet til erhverv og arbejdspladser. JEROS tabte udbuddet til Ålborg Værft og derfor også muligheden for at udvide hallerne. JEROS fik afslag på sin afslag på ansøgning i 1985 og fik samme år et købstilbud fra byggefirmaet Børge Thomsen med henbloik på opførelse af boligbyggeri. Hallen blev nedrevet i 1986 og Axel var død året forinden i 1985.
"Bang"
skulle champagneproppen have sagt!!
Ejvinds plasticjoller og Bådeværft
Ejvind Henningsen og værftet (ca. 1960), som lå dér, hvor Maersk Training Center ligger idag.
Ejvind Henningsen startede for sig selv "Ejvinds Plasticjoller og Bådeværft” i 1956efter at være udlært hos sin far Henning Henningsen på Rantzausminde Bådeværft og Årefabrik.
Af de to bådebyggersønner kan man vist sige, at Axel var den der førte traditionerne videre og Ejvind var den der eksperimenterede og udviklede – og det i stor skala!
Allerede i 1953, mens han var ansat på sin fars værft eksperimenterede han med glasfiber, eller plast, som det også blev kaldt dengang. Han var blandt de allerførste til at eksperimentere med at bygge både i glasfiber i Danmark og havde fået idéen på en tur til Sjælland hvor han stødte på folk der forsøgte sig med at bygge biler i glasfiber. Andre ovre på Lunderskov Møbelfabrik, LM, forsøgte sig med campingvogne, og bygger i dag nogle af verdens længste vindmøllevinger.
Ejvind startede således et industrieventyr her i Rantzausminde, som gennem værftets levetid producerede lige knap 3000 både i alle størrelser og typer.
I starten var de blot 3-4 mand, som hurtigt blev til 30 og i slutfasen var helt oppe på omkring 80.
Ejvind var hele tiden gennem årene - fra starten af produktionen i 1956 til lukningen i 1979 – undersøgende og eksperimenterende. Og han sagde engang i et interview: ”Jeg holder jo af træet. Men fremtiden tilhører plastic’en”.
Ejvind fik tilnavnet ”Jollebageren fra Egense” fordi han udviklede en særlig ovn, hvor han i løbet af 3-4 dage kunne få hærdet glasfiberen i en jolle. En proces der uden varme ville tage fjorten dage. Og Ejvind var sig meget bevidst, at det netop var produktionen af glasfiberskrog han var verdensmester i og kunne tjene penge på. Aptering og andet træarbejde var der ikke de samme penge i for ham.
Man kan skrive meget langt om alle de modeller Ejvinds værft producerede. Men det startede med de helt små rojoller, som snart fik påhængsmototer, blev til sejljoller, speedbåde, fiskerbåde og ikke mindst fartøjer til Marinen, hjemmeværnet, og søkortarkivet. Mange glasfiberbåde blev leveret til Grønland, både til opmåling og fiskerbåde. Blandt sejlere er Spækhuggeren en kendt model. Den producerede Ejvinds folk 248 stk af og et mindre antal af de større sejlbåde i samme serie: Grinden og Kaskelotten.
De første joller hed alle sammen noget med Ramin fordi man brugte den særlige træsort ramin til aptering og til at indstøbe i kølen for at give stabilitet i skroget. Ramin, Raminette, Ramina, Ramin Speed, Raminola…
Fiskerne var svære kunder at komme i gang med. Datteren og svigersønnen sejlede rundt i landet med en model, men fiskerne var skeptiske overfor glasfiberen. Så ved et lykke træf var der en fisker i Grenå, en meget dygtig fisker, der havde gode fangster og som benyttede Ejvinds 25 fods kutter. Og så kom der gang i salget. Og så producerede de en 30 fods, men der første aftager var uheldigvis en dårlig fisker og så var der ikke noget salg i den!!
Markedet var gennem årene gunstigt, men konkurrencen også hele tiden skarp. Så hvor starten var præget af joller blev modellerne gennem årene stadig større og Ejvind satte rekorder ved hele tiden at presse størrelsen på bådene op. Det gav samtidig udfordringer når de stadig større både skulle søsættes fra et areal der var en gammel frugtplantage. Sognerådet i Egense lovede at hjælpe ved at erhverve en strandgrund, men det blev aldrig til noget. I stedet blev tilkørslen til lystbådehavnen forbedret og bådene blev så kørt på blokvogn hertil.
Bygningsmassen måtte udvides af flere omgange pga den stadigt stigende produktion og de stadigt større både. Værftets egne folk byggede ud i første omgang i 1959 og i 1974 kunne værftet tage et nyt stort kompleks i brug med bådehal, værksteder og kontor.
De seneste år fik værftet nogle miljøudfordringer fordi parcelhusene begyndte at skyde op rundt omkring virksomheden. Og samtidig var der energikrise i 1973, hvor værftet begyndte at fyre med koks inde fra gasværket. Og den røg var naboerne jo ikke begejstrede for, men værftet fik dispensation nogle år.
Det var ikke mangel på ordrer eller en skrantende økonomi der lukkede værftet, men da Ejvind i en alder af 68 år ikke havde fysik til at klatre op i bådene stoppede han, og det lykkedes ikke at få gennemført en idé om at medarbejderen skulle overtage det.
Værftet blev derefter i august 1979 solgt til Svendborg Kommune, som lejede maskiner og bygninger ud til JEROS Marine på en toårig kontrakt. JEROS erhvervede samtidig bådeværftet længere nede af vejen og flyttede produktionsapparat og medarbejdere ned på Rantzausminde Bådebyggeri og Årefabrik.
Bag denne manøvre stod borgmester Viggo Schultz i Svendborg. Kommunen var interesseret i Ejvinds grund til skolebyggeri, men kunne ikke købe en virksomhed for at nedlægge den. Så derfor overtog kommunen Ejvinds værft og lejede den ud til JEROS, som så flyttede produktionen. Kommunen kom imidlertid ikke til at bruge Ejvinds grund, som nogle år senere blev solgt til A.P. Møller-koncernen, som så opførte Maersk Training Center.
Egense-Rantzausminde Lokalhistorie Skovsbovej 338, 1. sal, Egense 5700 Svendborg