Det nybyggede sommerpensionat på Børges Allé som det har taget sig ud sidst i 1950'erne. Den første bygning nr 13 til højre og nr. 8 til venstre. Illustratoren har øjensynlig taget sig den frihed at udelade Børges Allé nr. 10, som burde ligge lige midt for.

Strandbo (Børges Allé 13) blev bygget i 1953 som det første nybyggede hus på Børges Allé. Dengang var Børges Allé en allé med pæretræer i begge sider hele vejen fra Rantzausmindevej og ned til Strandbo - i dag ligner det desværre ikke længere en allé.

Det var et stort skridt for Birte og Karl Børge at bygge Strandbo og nogle af pengene blev rejst ved at sælge huset på Rantzausmindevej, hvor de boede. Karl Børges mor støttede dem stærkt i foretagenet og sagde: bare sælg - og hvis pengene ikke rækker, får I nok resten af Krag (tidligere bankdirektør i Svendborg Bank).

På det tidspunkt var turismen i opsving og rejserne sydpå prioriteredes ikke så højt, som det senere gjorde. Andre havde forsøgt sig med pensionat-ferier og tjente - om end ikke store penge - så dog en ekstra skilling til årsindtægten. Det besluttede Birte og Karl Børge sig for også at binde an med og desuden havde de jo også fiskeriet, hvis det ikke skulle lykkes. Men det gjorde det!

I 1954 startede pensionatet. Der blev indrykket en lille bitte annonce i Berlingeren og Jyllandsposten, som tilbød ferie på Strandbo i månederne juni-juli-august - og så var de i gang - til at begynde med dog med en meget beskeden belægning på 12-15 gæster til den formidable pris af 12-15 kr. for fuld pension med 5 serveringer om dagen. Eftermiddagskaffen blev dog senere sløjfet. Birte klarede stort set det hele, kun med hjælp fra een stuepige.

Det viste sig hurtigt, at der ingen problemer var med at få gæster til Strandbo og de forhåndenværende værelser rakte ikke til efterspørgslen, så i 1957 besluttede Birte og Karl Børge at bygge endnu et hus (Børges Alle 8) - de ejede i forvejen Børges Alle 10 - og efterhånden var belægningen oppe på omkring 40 gæster. På det tidspunkt havde Birte 5 stuepiger og en kokkepige/kogekone Jenny. Jenny var god til at lave mad og hun var også god til at holde stuepigerne til ilden, hvis de havde været på Casanova aftenen i forvejen. Der var ingen kære mor- de nye kartofler skulle skrabes hver morgen.

Hans Ziersen (som havde en af byens største kjole- og manufakturforretninger i Gerritsgade) var en god ven af huset og kendte til reklame på alle områder. Han mente, at der skulle være stil over det og at Strandbo skulle have porcelæn fra Den Kongelige med eget monogram og håndklæder med indvævet Strandbo - og det fik de. Desuden blev der også lavet askebægre med monogram, men de forsvandt lidt efter lidt som souvenirs.

Markedsføringen af Strandbo indebar også, at der blev lavet brochurer, postkort (både sommerkort og julekort med et snedækket Strandbo), brevpapir, kuverter m.m. En af brochurerne ligger i dag på Nationalmuseet.

Mange gæster måtte skuffes på grund af overbelægning og mange af dem blev henvist til Stella Maris. Der var bare det problem, at Stella Maris ikke havde spiritusbevilling. Det havde Strandbo været forudseende nok til at søge og havde fået af Egense Sogneråd. Og det var godt! En af gæsterne, som har holdt ferie på Strandbo mange gange - han var chefstuart på en svensk liner, som sejlede i fast kystfart New York - Buenos Aires - gav den nemlig som den rige onkel og mente, at der til aftenkaffe hørte cognac og likør og alle gæsterne skulle være med. Han blev i øvrigt også gode venner med skuespiller-teamet i Rottefæderevyen, hvor han ofte spenderede natmad til alle.

Hver sommer tog mange af de andre gæster også en tur i Rottefælden og når de kom hjem med radiser og persille i ørene, vidste vi, at de havde haft en god aften.

Det gjaldt om for Strandbo at skabe et miljø, hvor gæsterne skulle føle en hjemlig hygge og hvor bekymringer og problemer for en stund blev lagt til side og hvor alle skulle føle sig lige. Der var ingen standsforskelle på Strandbo og alle var dus. Således har en millionær fra Californien haft mange gode stunder over skakbrættet med en pølsemand fra København.

Karl Børge var i øvrigt dus med alle lige undtaget vores Dronning Margrethe, som han har mødt flere gange i sin egenskab af formand for Svendborg Marineforening.

En typisk dag på Strandbo startede kl. 5, hvor Birte stod op og bagte franskbrød til morgenmaden, som var mellem 8 og 9. Rundstykkerne kom fra bager Søndergård med bussen og blev afleveret af buschaufføren i en dertil indrettet kasse, som stod for enden af Børges Alle. Kl. 12 præcis blev der ringet på en klokke til frokost og kl. 18 præcis blev der igen ringet på klokken til aftensmad. Både gæster og personale mødte op omklædte til aftensmaden (måske dog ikke så fint som i “Badehotellet”). Aftenkaffen var klar kl. 21 og der var altid hjemmebagt kage til. Klokken, som kaldte til samling, var en gave fra en fabrikant fra København, som havde holdt ferie på Strandbo 14 år i træk. På messingskiltet under klokken stod: “Med tak for dejlige feriedage på Strandbo. Fa. Cliche-Hansen København.

Strandbo var også forbundet med traditioner. En af dem var en “havnerundfart” i Karl Børges fiskekutter Smut. Karl Børge gav den som turistguide og ingen langs hele kysten gik fri af en fortælling om, hvem de var. Den tur så gæsterne frem til.

Mange nationaliteter har gæstet Strandbo. Der har på et tidspunkt været gæster fra 6 forskellige lande/verdensdele på en gang, bl.a. USA, Australien, Japan, Singapore ag selvfølgelig Europa.

Gæstelisten omfattede også mange forskellige personer, bl.a. musikere, politikere, pensionister, direktører, oberster, læger og mange andre.

Mads Eg Damgård, Ege Tæpper i Herning, har også været gæst på Strandbo. Han reserverede ferie i 3 uger for ham og hans hustru, 6 børn, en svigermor og en barnepige og han havde valgt Christiansminde fra, da han trods omklædning til aftensmaden, som ikke var et krav, kunne møde i skjorteærmer.

Der blev knyttet mange venskaber på Strandbo, som rakte langt ud over ferien - ikke kun for Birte og Karl Børge, men også indbyrdes mellem gæsterne. som i mange tilfælde aftalte at skulle mødes næste sommer samme tid, samme sted.

Oscar Petersen, som dengang ejede Kystens Perle i Snekkersten, har også været gæst på Strandbo og han har sagt det sådan: “Jeg har da et godt hotel i Nordsjælland og serverer også ordentlig mad og desuden kan jeg byde på en god udsigt over Øresund, men jeg formår ikke at skabe den stemning og atmosfære, som Birte og Karl Børge er lykkedes med på Strandbo og jeg kan ikke byde på samme fred og ro.”

Tre tykke gæstebøger fortæller meget mere end jeg kan sætte ord på om glade og tilfredse gæsters gode ferier og oplevelser på Strandbo.

Strandbo var et sommerpensionat, men Strandbo gik aldrig i vinterhi. Huset havde mange venner og når sommersæsonen var slut, var det deres tur til at gæste Strandbo.

Efter Karl Børges død i 1987, kørte Birte pensionatet videre et par år, men for stærkt nedsat kraft.