Mennesker, små som store og unge som gamle.

En mængde mennesker har bidraget til at Egense Sogn er hvad det er i dag. Mange efterlader sig næsten ingen spor, men nogle skiller sig ud. På denne side vil vi løbende fortælle om nogle af de sidste...

Kriminalitet i 1800-tallet: Historien om Peter Forrider fra Skovsbo

De gode gamle dage var ikke altid bare gode. I byerne såvel som i et landbosamfund som Egense Sogn har der været langt fra velstående til fattig. Derfor har der også været kriminalitet. Vores graver-lokalhistoriker Laila Neumann har forsket i en histiorie om Peter Forrider, fra Forridergården på Skovsbovænge. Peter, født på den idylliske gård på Skovsbovænge, endte sine dage med en livstidsdom i tugthuset. Dommen faldt ved en Commisionsdomstol i 1855.

Sagen mod Peter Forrider var blot én blandt mange og på grund af omfanget af kriminalitet i det sydfynske område på det tidspunkt var der ikke plads nok i lokale arrester og man måtte også udenbys for at få gennemført sagen mod Peter Forrider fra Skovsbo og omkring 50 andre. Der var ikke tale om bandekriminalitet i gængs forstand, men mange af sagerne og de dømte var flettet sammen. Peters kone blev iøvrigt idømt 14 år i tugthuset ved samme lejlighed. 

Hvordan det hele begyndte og hvad der dengang skulle til for at opnå livstid kan du læse i Lailas spændende beretning her.

Hvis du er ekstra interesseret kan du også dykke ned i Commisionsdomstolens dom, som blev udgivet som bog fra Brandts forlag (boghandel) i Svendborg. Men det er krøllede bogstaver og kræver nok en del tålmodighed. Forsiden af Commisionsdommen kan du se til højre og den samlede dom kan du finder her.

Herover: Forridergården på Skovsbovænge nr. 9, som den ser ud idag.

Herunder: Forridergården i 1930'erne. Bemærk hvordan gården dengang lå ud mod det åbne landskab. 

De boede i sognet

1635 - Stiftamtsmand og diplomat Marcus Gøye f. 21.11.1635 på Hvidkilde

1758 - Slotsgartner på Rosenborg slot, Peter Lindegaard f. 16.01.1758 i Egense

1801 - Hippologen P. W. Balle, f. 27.01.1801 i Egense

1868 - Missionæren Einer Prip f. 5.02.1868 i Egense

1933 - Bertol Brecht og hans familie boede i Skovsbo Strand 1933 - 1939

1964 -'Mona Sagen', 7 årige Mona Rasmussen fra Egehuset, på Løvehavevej, blev myrdet.

Slagtning omkring år 1900 på gården Lundshøj i Skovsbo

Marie Pedersenvar født på gården Lundshøj i Skovsbo i 1892. Hendes far varKristian Pedersen. Han var bl.a. kendt for at skrive sange og viser,disse er udgivet i en lille bog. Moderen var Mettilie Sofie Knudsen,og Lundshøj var hendes slægtsgård. Marie har nedskrevet historieni 1967. Her er hun fotograferet med sin bror Hans Peder, ved hendes75 års fødselsdag.

Maries historie skrevet i 1967:

Mit barndomshjem var en bondegård på 46 tdr. land, beliggende i Egense sogn, ½ mil sydvest for Svendborg. Beskrivelsen stammer fra tiden omkring århundredskiftet og til 1909, da jeg som17 årig deltog i alt arbejde på gården, derunder ogsåslagtningen. I mit hjem bestod familien af min bedstefar bedstemor døde i 1900) min far, mor, min 4 år yngre bror Hans Peder, karlen på gården,'-tjenestedrengen, storpigen, lillepigen og jeg selv.

Vor gamle slagter lever endnu. Han hedder Niels Ludvig Christiansen. Han købte Egense gamle skole, hvorhan endnu bor. Han fylder 90 år den 31/10. Jeg besøgte Niels Ludvigi august i år for at spørge om ting jeg var i tvivl om. Han ersærdeles åndsfrisk og interesseret.

Niels Ludvig gik kun ud somhjemmeslagter. Faget havde han lært af en anden ældre i faget ogkunne nå op til 10 steder på en dag.

Manden, karlen, tjenestedrengen ogpigen der tjente på gården tog blod. Pigen holdt en spand under,når slagteren havde stukket grisen. Jeg husker at hun rørte rundtmed en stor grydeske, for at blodet ikke skulle klumpe. Børnene holdt sig for ørene og blev inde, mens grisen skreg.

Man var altid tidligt oppe på denspændende dag og fulgte med øjne og Ører dagens begivenheder. Hvispigen var gravid og ikke kunne tåle at se blod, kunne hun risikereat barsle om natten, eller barnet kunne få et modermærke, hvis derkom sprøjt af grisens blod på pigens ansigt.

Slagtningen foregik altid i november,december, marts, april, men helst inden spyfluerne kom. Vi dyrkedeikke selv krydderurter, men købte dem hele og stødte dem påmessingmorteren. Gryn og mel af byg og hvede fik vi malet på Egensmølle. Af byg var det 2 skæpper ad gangen.

Pølsepinde skar drengene af slåentorni de levende hegn og pindene blev skrabet. De blev ordnet til hverslagtning og brugtes kun til pølser. Ingen bestemt antal.

Knivene blev almindeligvis slebet pågårdenes slibesten. En rund sten med hul i midten, som drejes rundtmed et håndsving. Kniven holdt man så imod stenens kant. Underkanten var der et lille trug med vand, som stenen skulle vædes med.Selve slibemekanismen sad på et stativ. Det havde sin plads i ethjørne på gårdspladsen.

De største grise slagtede man inovember, til jul og ved Kørmes (Kyndelmisse d 2/2). Når grisenevoksede lidt til, blev den pæneste valgt til slagtegris. Ved hurtigtrivsel ca ½ år, hvis der manglede flæsk, blev den blev skåret (kastreret). Snilde folk og en skarp kniv klarede det. Vi slagtedeikke store orner. Grisene blev "svækket" sultet den sidstedag før slagtningen, for at tarmene kunne være lettere at rense.

Enhver småmand, ( indsidder - jordløsthus) havde en gris. De købte den hos gårdmanden. Kornet købte de,eller avlede det selv på lidt jord. Kornet blev tærsket med plejle,et redskab bestående af et langt træstykke med forarbejdet håndtag. Øverst var fastgjort atter et træstykke bundet med læderrem, mensåledes at det kunne slå kernerne ud af kornet, når karlen løftedeplejlen en omgang rundt over sit hoved. Kornnegene blev lagt løsthen over logulvet og når halmen var tærsket rent, bandt de det iknepper og fejede kornet op i et skæppemål. Folk kunne også købedet færdige "grut" hos mølleren. Gruddet blev med en stortræskuffeske hældt i grisenes trug og overhældt med valle, som vifik hjem fra mejeriet, men bedre var den skummemælk, som vi ogsåfik tilbage med mælkevognen.

Grisen blev slagtet tidlig, gerne kl. 7om morgenen. Forberedelserne var kvindearbejde. Kælderhylder blevskuret, fade vasket, gulvet skrubbet, bryggersbord og bænk skuret.Knipper af

risbrænde båret ind og lagt ved ildstedet aftenen før.Vand fyldt på den store gruekedel og ild tændt under den ommorgenen.

Slagtekniven var ca 25 cm lang, oglignede en almindelig bordkniv. Den var lavet af smeden i sognet.

Grisen blev slæbt ud af stien. Detgjorde karlen, manden og slagteren. Sidstnævnte bandt et reb om

grisens snude og om sin egen hånd, såhavde han det rigtige tav på at hale grisen ud, sagde han. Slagtningforegik i port eller bryggers, og på en slagtebænk, ca i 1½ m langog 60 cm bred. Grisen blev løftet derop og lagt på højre side.Benene var bundet sammen med strikker af reb. Stikningen foregik ivenstre side af halsen. Man kunne også hænge den op i bagbenene iporten. Det store blodkar blev sat under, så blodet kunne blivesamlet op. Hvis blodet ikke løb rigtig ud, blev flæsket ikke hvidtog pænt. Gårdens storepige tog imod blodet, idet hun holdt enzinkspand under, og rørte med en stor trægrydeske. Blodet vartilsat salt for at holde sig. Røringen modvirkede at blodetklumpede. Blodet blev sat ned i kælderen til næste dag.

Efter at grisen var stukket blev denskoldet. Det store kar stod rede ved siden af slagtebænken. Vandetskulle være ca 60 grader varmt. Det passede som regel, når manbrugte 5 spande kogende vand til i 1½ spand koldt vand. Mandfolkenefyldte skoldekaret under slagterens opsyn og han skrabede grisensbørster med sit skrabejern, mens mandfolkene holdt i grisensforskellige dele således, at arbejdet kunne gå let fra hånden forslagteren. Grisen blev kun skrabet en gang. Klovene tog man af underskrabningen og kastede dem bort. De var lette at tage af. Grisen blevså skyllet for at fjerne hår og snavs.

Børsterne var kraftigst i nakken oghen ad ryggen. Dem lavede man børster af. Det var børstenbinderensarbejde. Hvis det var søer, var der tale om, flåede man visse deleaf den, og det blev til svindlæder. Orner, som blev flået, fik visyet bælgvanter af. De var uundværlige, når der skulle sættesgærde imellem markerne, da der ofte var torne i grandrisene. Minmorbroder forsynede familiens mandfolk med bælghandsker. Jeg så etpar hos den gamle slagter i Egense. Dem havde min morbror syet,vistnok omkring århundredskiftet.

I pausen fik slagterenformiddagsmellemmad, som regel stegt, røget flæsk med rugbrød til,sammen med gårdens Øvrige folk. Dertil gammelt øl. Hele flæskepanden blev sat på bordet, hver især tog et

stykke flæsk op og lagde det påbrødet. Det spiste vi samtidig med at vi tog et andet stykkerugbrød. Det brækkede vi små stykker, som vi tog på gaflen ogdyppede i panden, Sådan gjorde vi alle sammen. Der var dog denforskel, at pigerne ikke måtte sidde ned, mens de spiste. De stodop, for at de straks kunne være parat til hente rugbrød ellergammelt øl, hvis det slap op.

Nogle steder fik slagteren også en"øljæk". Det er kaffe med gammelt øl i eller gammelt ølmed brændevin i. Det sidste var mest korrekt.

Efter maden blev grisen hængt op i enslippe med 2 stærke stropper i 2 kroge. En jernstang blev stukketgennem bagbenenes hælsener og grisen blev løftet op. Der skulle denhænge 6-7 timer til afkøling til partering. Slagteren begyndteopskæringen bagfra, Så tog han først tarmene, så leveren, såmellemgulvet, dernæst lunger og hjertet. Hjerteklapperne blev skåretop og blodet fjernet og hjertet kogt til pålæg. Slagteren var enkender af hvordan indvolde skulle se ud. Af lungerne lavede vilungepølse. De hakkedes sammen med hjerte og nyre, æltes sammen medmel salt, vand og fyldtes i tynde tarme eller udblødte sener tilbrug i grønkålssuppe kogt på grisemad. Lungepølse blev ikke megetbrugt, da folk blev mere kræsne.

Leveren blev brugt til leverpølse.Føret omkring 1910 gik man over til at bruge lidt af den tilleverpostej, men leverpølse brugte man mest.

Tungen blev saltet og brugt til pålæg.Milten kastede vi bort.

Vi lavede fedtegrever af fedtflommen.Den blev skåret i små firkantede stykker og smeltet samme dag i denstore jerngryde. Det skulle foregå ved langsom varme. Efterhåndensom der blev fedt øste vi det op gennem et dørslag og lod det løbened i en stor stenkrukke. Dette fedt blev brugt i stedet formargarine til at lave pandekager, æbleskiver og til stegning. Derfindes også opskrift på småkager, de hedder bare fedtkager. De vargode dengang, men nu er de ikke efter vores smag. Når fedet varsmeltet så meget, at der kun var små klumper tilbage, tilsattes desalt peber og allehånde, et par løg og en rugbrødsendeskive, derskulle tage "det fede". Fedtklumperne var efterhåndenblevet lysebrune og

sprøde. Nu kom der ca 8-10 ikke forstore fine æbler i og kogtes tilpas møre. Så spiste vi det omaftenen ved 18-19 tiden med rugbrød til og en snaps," for atholde det nede". Det var et festmåltid.

Alle grisens tarme blev brugt. De tyndetil medisterpølse og de tykke og maven til blodpølse, kaldet "sortepølser". Til spegepølse kunne man ikke bruge grisetarme, menkøbte dertil oksetarme, som var temmelig dyre, men var stærkere.Man havde ingen bestemt tal på pølser og tarme, det ene rettede signok efter det andet.

Tarmene blev vendt for at få indholdetud. Mor vendte et langt stykke tarm, mens jeg hældte lunkent vand iefterhånden som de gled nedad i en stor kloak - altså indholdet.Efter dette blev tarmene skrabet med en tarmskraber ( ca 30 cm og i Vfacon) eller mellem 2 strikkepinde. Én holdt pindene tæt sammen,deri satte man den ene ende af tarmen fast og så trak man til sig,men forsigtigt. Det arbejde var vi altid 2 personer om. Tarmene blevså lagt i lunkent vand. De grove tarme blev efter tømningen skylletog renset i salt, man stod og nulrede dem mellem fingrene, til de varrene og blev lagt i lunkent vand.

Blæren rensede slagteren og hængteden op på en dør til tørring. Næste dag blev den blæst op ogbundet med en strik, så brugte min lillebror den til Rumlepotte. Denvar stærk og kunne holde længe.

Hovedet blev skåret af, inden grisensophængning. Man flækkede det og tog hjernen ud, den brugtes ikke.

Ørene blev skåret af og kogt sammenmed hovedet. Man vejede hele grisen efter parteringen, som regelgælder det, at hvis hovedet vejer 20 pund, så vejer grisen 20lispund, et lispund er 16 pund.

Grisen deltes i to dele, idet man skargennem på begge sider af rygbenet. Hund og kat rørte aldrig grisen,måske havde de hørt dens skrig.

Min mor parterede altid selv grisen,jeg selv har aldrig prøvet det. Hovedet blev kogt til sylte, detkogte man samme aften. Man lavede sytten dagen efter, kødet skullevære mørt først. Halskødet og noget af skinken blev hakket til deforskellige pølser.

Bovbladet blev saltet til brug forpålæg. Det var et fint saltkød efter kogningen. Filet blev saltet,dernæst røget.

Ribben blev stegt friske, ligesåskinke, hvis det ikke skulle sattes og røges. Slaget syede virullepølse af, man bandt fint sejlgarn om, efter at de var syet indi den hinde man kaldte for isterhinden. Der blev som regel 4-5stykker. Efter saltning, udblødning og kogning, blev rullepølsenpresset i en rullepølsepresser, den var ikke hjemmelavet, men hvemder lavede den, ved jeg ikke. Presningen skulle foregå lidt efterlidt, hvis man straks skruede for hårdt, ville man presse saften udaf pølsen.

Jeg mindes den første kødhakkemaskinemed 2 valser og en lang kniv i midten. Hakkebræt brugte vi kun tilløg. Senere omkring 1907 fik vi en moderne kødmaskine. Det var skikindtil 1908, at karlene hjalp til med at hakke kød. De gjorde detikke gerne, og de skulle helst have piben i munden. Det var joaftenarbejde, men i betragtning af at det nok kom dem til gode senereog at der var travlt, så gik det.

Man brugte ikke de kirtler der sidder ifedtet. "Det kåde" er det krøllede fedt, der sidder ogligesom holder tarmene sammen. Det var meget delikat, når det blevstegt i en gryde, det spistes med rugbrød til.

Grisetæerne var det yderste led,ankelleddet. De blev kogt sammen med grisehovedet, afkølet og lagt ieddikevand. Dem gnavede man og spiste rugbrød og rødbeder til.

Galden og grisens tryne blev ikkebrugt.

Vi holdt gilde for familie og naboerefter slagtningen ved Mortensdag og Juletid. Som regel blev enskinke, ribben og medister stegt. Vi sagde at vi skulle have visit. Iså fald var det ikke" Fransk visit' for der var overflod afmad. Til stegen serveres altid kun hvide kartofler af egen avl, førstsenere blev de "brune" kendt. Også rødkål, syltetøj,gele (hindbær og blomme), alt af egen avl.

Dertil dejligt gammelt øl.

Som dessert æblekage med flødeskum ogsyltetøj. Siden serveredes der punch, blandet i en suppterrin og østop i glassene med en potageske. Kun mændene røg tobak og det varaltid pibe. Underholdningen var altid kortspil- Brede Mette ellerSeventsel. Ved 23 tiden fik vi kaffe med hjemmebagtesukkerbrødskager, lagkage og småkager. Ved 12 - 1 tiden brød manop.

Gildet blev holdt i storstuen ogantallet af gæster og børn, var sjældent mere end 12.

Det var skik at bære slagtemad til denærmest boende småfolk, f.eks. dem der boede i fattighuset og ifamiliehuset, det var et hus, hvor der som regel boede enlige.

Lisbeth Dons Henriksen

Billede af Marie og hendes bror HansPeder.pdf

4 af 416-10-2012 10:25