Begivenheder

Begivenheder


En drukneulykke i 1948


Den 31. oktober 1948 besluttede 3 unge mænd sig for at sejle ud på strandjagt. De ville ud på de små holme i Høje Stene løbet, mellem Drejø, Skarø og Hjortø. De tre var:


  • Frits Jørgen Nielsen, 26 år, vognmand i Tankefuld, søn af fisker og frugtavler Sofus Nielsen og hustru Clara. Han var ugift.
  • Hans Christensen, 30 år, gift og far til to børn. Slagtermester i Kogtved, hvor hans far også var slagter.
  • Jørgen Starup, 24 år, gift med Ruth Pave i Skovsbo, og bestyrer på Pavegården.


De sejlede ud fra kysten ved Tankefuld i en 4 meter hækjolle med motor, og hensigten var, at de ville vende tilbage hen under aften. Da de ikke var vendt tilbage om aftenen blev de pårørende urolige og slog alarm til politiet, der straks satte en eftersøgning i gang. Selvom det var oktober og mørkt, sejlede ”Redningsfalken” ud med to mand, og også fra Rantzausminde sejlede Eivind Henningsen ud med fem mand om bord. Bl. a. bådebygger Viggo Nielsen, der var bror til Frits. Ved midnatstid var Falck-folkene i land på Græsholm, hvor de fandt fodspor, men ellers ikke spor af jollen og de eftersøgte.


Ved 14-tiden var de tre jægere i land på Drejø, hvor de spiste til middag på Drejø Hotel. Her havde Jørgen Starup ringet hjem til hustruen og fortalt, at alt var vel. På Drejø mødte de fisker Greve Rasmussen fra Hjortø, der var til begravelse på øen med et selskab. Svendborg Avis talte med Greve,

og de skriver:


”Alle tre jægere var godt og varmt klædt på, men udtalte overfor mig, at det ikke var deres agt at blive længe på søen. Klokken var da ca. 16, og de fortalte mig at de nu – efter en afstikker nord om Skarø – ville sejle hjem igen. Båden fejlede tilsyneladende intet, og motoren, der imidlertid ikke var ret kraftig, var i orden. Derimod var det indlysende, at fartøjet var alt for lille til at befordre tre voksne mænd, og jeg vil slet ikke anse det for usandsynligt, at en pludselig og uventet ”forkert” sø kan have fået den hårdt lastede båd til at kæntre”.


Eftersøgningen fortsatte dagen efter, og stationsleder Nielsson fra Falck beklager, at ”Redningsfalken” ikke endnu er udstyret med radio, hvilket besværliggør det noget. Desuden deltog et to motorers fly af typen de Havilland fra Falcks Redningskorps. Flyet var kommet fra Kastrup, til Beldringe, hvorfra det lettede til eftersøgningen i det sydfynske. To journalister fra Svendborg Avis var med i eftersøgningen, den ene med lodsbåden, og den anden var med flyet, hvilket var en stor oplevelse for ham. Man fandt nogle dele, benzintanken, en termoflaske og nogle årer i området ved Ballen, men ingen spor af de tre mænd.


18. november blev Frits Jørgen Nielsen fundet ved revet på Skarø. 28. maj 1949 fandt man Jørgen Starup ved Iholm, og 9. juni 1949 blev Hans Christensen fundet i strandkanten ved Skarø.


Af Laila Neumann