Møller


Møller

Lehnskov Vandmølle

Vandmøllerne har været kendt i Danmark siden middelalderen. Der skulle ikke meget vand til for at drive et møllehjul, og en kværn. Og vandløb var der mange af. Ikke alle møller er registreret. 


På Lehnskov har der også været en vandmølle. Historien om den ved vi ikke meget om, men ude i mølledammen kan man se resterne af fundamentet til møllehjulet. Vandet til dammen kommer fra 2 bække, der løber sammen lige ved skellet til godset. 


Troels Lund udgav i 1971 en bog med tegninger af fynske vandmøller, og i denne bog har han også lavet en tegning her fra mølledammen i Lehnskov. 
























I 1697 har der været syn på hovedgården Lindskov, som det hed dengang. 4 udvalgte fagpersoner var indkaldt til at stå for synet og besigtige stedets brøstfældighed. Og det var ikke så lidt, der blev påtalt, at der skulle gøres noget ved. Men en møllebygning er ikke nævnt. 


Omkring år 1700 var Lehnskov opdelt i to, og skødet på den ene halvdel blev handlet nogle gange. Måske er synsforretningen gjort i forbindelse med disse. I opremsningen af, hvilke ejendomme der er med i handlen, er der nævnt en Lindskov Mølle, så møllen har været der på det tidspunkt. Og i skifteprotokollen kan vi læse, at Jørgen Jørgensen, Møllehuset ved Lindskov, døde i 1749. Så det tyder på, at der har været en bolig i forbindelse med møllen. 


Men det vi skal høre om her, er en helt anden historie, men hvor mølleren er medvirkende. 

I Sunds Herreds Tingbog for 1630 er indskrevet en retssag. Niels Smed i Skovsbo havde fået stjålet sin ambolt. Og det er jo skidt for en smed, at mangle den. Hvordan det så ellers kan gå til ved vi ikke, sådan en må være frygtelig tung. 


Men han havde åbenbart en anelse om, hvor den kunne være, så han fik fat i mølleren Anders Eriksen fra Lehnskov, Hans Poulsen fra Ballen og et par folk fra Skarø. De roede over til Vornæs, og der, i en stor båd syd for Vornæs Land fandt de ambolten. Båden lå for anker, så langt fra land, at ingen karl kunne vade i land og bjærge sit liv. Så Niels Smed blev i båden ved sin ambolt, sammen med et par af folkene, og så bad han mølleren Anders Eriksen om at drage til Hvidkilde og give bud til hans husbond, som var velbåren Falk Gjøe, der ejede Hvidkilde på den tid. 


Da mølleren, sammen med Falk Gjøes mænd roede tilbage fandt de imidlertid båden liggende vest for Iholm, med Niels Smed og nogle mænd fra Tåsinge, der var stødt til. Ydermere var der et kvindfolk og et barn i båden. Niels Smed beklagede sig over, at Tåsinge-mændene, mod hans vilje, havde fjernet båden fra ankerpladsen ved Vornæs.  


Alle disse mænd var indkaldt til Herredsrettens møde, og var tilsagt via stævningsmænd, der også var mødt i retten, så alt i alt var det en stor forsamling, der var samlet, og alle stod frem og vidnede. 

Og hvorom alting er, så var ambolten fundet. Niels smed i Skovsbo stod frem og bekræftede på sin sjæls salighed, at han fandt sine nævnte ting, som var taget fra ham, nøjagtig som de nævnte har bevidnet og forklaret at det er gået til. Og alle bevidnede deres ed med oprakte fingre. 
 

Det fremgår ikke, om nogen blev dømt i sagen.