Følgende tekst er hentet fra www.fynhistorie.dk:

Tankefuld nævnes første gang på et matrikelkort over ejerlavet Skovsbo i 1785. Samme år ophævedes det gamle dyrkningsfællesskab i Skovsbo, hvorved flere af landsbyens gårde flyttedes ud. En af disse gårde fik på et tidspunkt navnet Tankefuldgård. Det er muligt, at gården tidligere hed Ravlsgaard.

Om selve oprindelsen til navnet Tankefuld hersker der nogen usikkerhed. Det må dog formodes, at skoven er navngivet af Hvidkildes daværende ejer baron Povl Abraham Lehn (1760-1804) . En bebyggelse som Pasop i Svendborg har i hvert fald fået dette navn efter Povl Abraham Lehn og en yngre bebyggelse som Rantzausminde er opkaldt efter en senere ejer af Hvidkilde Hans Rantzau-Lehn (død 1808).

Mæcen Johan Bülow (1751-1828).  er det, at stednavneforskerne anfører, at Tankefuld også kendes fra "en hytte i Sanderumgårds have, .. efter sigende fordi forskellige åndspersonligheder omkring 1800 nedskrev tankevækkende ting i en bog, som lå her". Ejeren af Sanderumgård Johan Bülow (1751-1828) voksede nemlig op på Hvidkilde hos sin moster Edle Margaretha Brockenhuus-Løwenhielm (+1767), gift med Povl Abraham Lehns farbror Johan Lehn.

En nyere forklaring hos Mads Lidegaard i Danske træer fra sagn og tro. 1996 lyder "I skoven Tankefuld ved Svendborg Sund, tilhørende Hvidkilde, ligger en gammel festplads, omkranset af metertykke 25 meter høje bøge fyldt med indskæringer. De er fredet. Stedet ligger meget smukt og var derfor fint egnet som festplads. Samtidig brugtes træerne som sømærker. Oprindelig var Tankefuld navnet på en stor eg, men blev så overført til et traktørsted på pladsen".

Fredningsnævnskendelse skete den 11. november 1942 "vedr. fredning af forskellige gamle bøgetræer i Tankefuld Skov". - Grev Ahlefeldt havde fremsat tilbud om uden erstatning at frede 9 af de store bøgetræer i det sydøstlige hjørne af Tankefulde Skov. Der var enighed om, at "en fredning af disse træer ville blive af betydning for stedets landskabelige skønhed".

I Tankefuld Skov var en nu sløjfet høj, som endnu eksisterede i begyndelsen af 1900-tallet. Det fortælles nemlig, at eleverne i Egebjerg friskole hvert år med med 10 à 12 hestekøretøjer tog på udflugt til Tankefuld, hvor de samledes ved "en kæmpehøj i skoven". Her sang de nogle af de skattede forårssange fra højskolesangbogen, og læreren forsøgte at overbevise eleverne om, at en vikingehøvding lå begravet i højen "for at han kunne skue ud over havet

I samtiden lovpristes Povl Abraham Lehn for sin mange initiativer. Baronen ejede foruden Hvidkilde, (i 1781 omdannet til baroniet Lehn) tillige baroniet Guldborgland på Lolland, hvor en samtidig topograf skrev: "Ingen proprietær i Lolland eller Fyn har hr. Kammerherrens herligheder, og hvo misunder en så velfortjent herre samme?. ...og hvor lystigt for hr. Lehn at kunne nu, uden at spænde for sin vogn, sejle mellem dette og sit dejlige Hvidkilde!". Når Povl Abraham Lehns lystyacht lagde til ved den fynske kyst skete det formentlig ved Tankefuld, hvor der var et udskibningssted.

Svendborg Sund set fra Tankefuld. Svendborg Sund set fra Tankefuld. I 1786 foretog August v. Hennings en sørejse fra Flensborg til Skelskør, hvor han passerede tæt forbi den fynske kyst: "og da vi kom ind i den Canal, som skiller Fyen fra den skiønne Øe Taasinge. Her havde vi en heel Mill det herligste Syn af Verden paa begge Sider. Lige ud til Vandet var der Skove fulde af Vildt, Kornmarker, Enge, Græsgange fulde af Qvæg, Landsbyer, Kiøbstæde, Herregaarde, Byen Svendborg med begge dens Kirker, og dens Havn, Husene paa Hvidkilde, Biørnemose, Taasinge, adskillige Landsbyekirker, Skibsværfter med Skibe paa Stabelen, og andre, der nys vare løbne af Stabelen, Veirmøller, Vandmøller, hvis Strømme vi saae, Fiskerbaade, og andre Fartøier, der svømmede omkring os; kort sagt: alt hvad der kan giøre et Landskab malersk, afvexlende og levende, viiste sig for Øiet, og saa nær, at vi kunde høre Køerne brøle, Fuglene qviddre i Skovene, Møllevandene suse, Larmen af de legende Børn eller de arbeidende Haandværksfolk paa Strandbredden. De sidste havde især travlt paa Hvidkilde med at fuldføre nye Huse, formodentlig til at udbrede en meget nyttig Landindustrie.....

Tankefuldgård var fæstegård under Hvidkilde gods, og fæsteren fra 1751 hed Hans Jensen, hvis datter siden ægtede Peder Andersen, en soldat fra Ollerup, der i 1779 fæstede gården efter svigerfaderen. Gården er således formentlig udflyttet til den nærliggende Tankefuld  Skov i Peder Andersens tid. Han afløstes i 1811 af svigersønnen Niels Rasmussen, der i 1849 overdrog fæstet til Lars Mortensen, der købte gården fri fra Hvidkilde i 1854. Hans søn Mads Larsen fik skøde på Tankefuldgård i 1892. I Mads Larsens tid hørte der 57 tdr. land til Tankefuldgård, bestående af almindelig agerjord, mose og skov. I staldene brølede og vrinskede 17 røde køer og 5 heste og plage. På ejendommen var der endvidere får og svin, og selvfølgelig høns. Sidstnævnte omtales dog ikke direkte i kilderne. De gamle stråtækte bindingsværksbygninger erstattedes efterhånden af grundmur, i 1902 opførtes således en ny længe i nord og i 1910 kom turen til østlængen. Siden fulgte så det nuværende grundmurede stuehus. Udenfor den egentlige gårdplan opførte Mads Larsen endvidere en svinestald og gødningshus.

Tæt ved Tankefuld Skov lå fiskerlejet Fiskophuse, hvor beboerne ifølge folkemindesamleren Johs. Martin Jensen, der selv var født i Fiskop, havde deres eget "husmandslav" med egen oldermand, som det kendes i andre landsbysamfund. Græsset på forstranden ved Tankefuld sorterede under Fiskop-lavet. Hvert år ved oldermandsgildet i fastelavn solgtes retten til at slå græsset til sine husdyr til den højestbydende. Ved oldermandsgildet var det sædvane, at den gamle oldermand gav æbleskiver og kaffe og ud på natten smørrebrød. "Kromanden" øst for Tankefuld var også med i lavet, så han har jo nok kunnet levere den "kande øl og kande brændevin", der hørte sig til ved et sådan gilde. Oldermanden blev valgt for et år ad gangen: "Man begyndte østfra ved Jørgen Sørensens eller kromandens øst for Tankefuld og fulgte husrækken vesterpå. Når man var nået den igennem, begyndtes forfra igen". Husmandslavets primære opgave var ellers at indsamle tiendepengene hos beboerne, som oldermanden siden afleverede henholdsvis til præsten i Egense og til godskontoret på Hvidkilde.

På grund af den lave forstrand blev Lehnskov og Tankefuld efterhånden populære "sommerudflugts- og badesteder" for vel især beboerne i Svendborg. Restaurant Tankefuld eksisterede helt frem til 1960erne.

Tankefuld 2014: Med Svendborg Kommunes store byudviklingsprojekt vest for Svendborg har begrebet Tankefuld fået en ny betydning. Tankefuld er nu ikke længere afgrænset til bebyggelsen ved Tankefuldvej og skoven og stranden ved Svendborgsund. Tankefuld bruges som betegnelse for hele den nye bydel fra Sofielundskoven og som på langt sigt er planlagt til også at omfatte områder syd for Egense Ås omkring Skovsbo. Du kan læse mere om den nye by her: http://www.svendborg.dk/kommunen/kommunen-i-udvikling/byudvikling-i-tankefuld

Historisk Eftersommervandring 11.09.2024

Området ved Tankefuld, Sund, Skov og bosætning

Svendborg Sund ud for Tankefuldskoven

Der er mange både synlige og usynlige historiske spor her hvor Tankefuldskoven findes i dag, i sundet og overfor Tankefuldskoven, på den anden side af sundet.

Stenalderboplads på stranden og i vandet

Ligeud for hvor vi står er der blevet gjort stenalderfund. Der er blevet opsamlet adskillige skiver og flækker fra en udvasket stenalderboplads, men ingen genstande der tillader en nærmere datering. Fundet er gjort på lavt vand. Når fundene ligger ude i vandet skyldes det jo dels havvandsstigningen, dels landsænkningen –i Syddanmark synker vi lidt mens man nordpå hæver sig.

Men derudover er der også på stranden fundet en neolitisk boplads (d.v.s Yngre Stenalder 3.900 – 1.700 fv.t). Herunder er der fundet gruber med neolitisk flint i kystskrænten: skiveskrabere, flækker samt enkelte slebne fragmenter.

Gravhøjei Tankefuldskoven

Områdetop mod Højensvej er stærkt præget af gravhøje, selv om kun få afdem er synlige i dag. Midt i Tankefuldskoven ligger der to synligerundhøje, én meget stor omtrent midt i skoven (20 x 23 m, 3,3 mhøj) og én ude ved Rantzausmindevej (diameter ca. 10m). Den storehøj, og måske også den mindre, bærer spor af plyndring. Højeneer ikke nærmere dateret, kun betegnet som Oldtid, som jo er et vidtbegreb. Man må antage, at da gravhøjene blev anlagt, da var derikke skov på dette sted.

Saksenborg

OverforTankefuldskoven på Tåsinges nordkyst skyder der sig en ca 300 mlang halvø ud i sundet. Det er en naturmæssig perle, og her ånderalt fred og ro i dag, hvis man eksempelvis stiger i land på sinkajaktur. Ellers er landtangen noget svært tilgængelig. Området erprivatejet og der er ikke synlige skovveje dertil. Sundet omkringlandtangen er meget grundt og alle større skibe må holde sig ude påden anden side Iholm.

På halvøen har der formodentlig ligget en eller anden form for middelalderlig befæstning, men der er kun begrænset konkret viden om hvad der er sket her.

Det man kan se er at voldstedet udgøres af to aflange banker, der liggeri forlængelse af hinanden adskilt af en 30 meter bred sænkning, hvor der i den nordlige del er gravet en 10 meter bred kanal påtværs af odden over ca. 40 meter.

Her blev der i 2006 registreret et op til en meter tykt kulturlag over 60meter på den vestvendte skrænt med trækul, brændt ler, lerklining og keramik.

Iholm

Ufred som befæstningen af Saxenborg er udtryk for må have været fremherskende er nok også grunden til, at en ukendt person omkring år 1000 begravede en stor skat på Iholm.

To teglværksarbejdere fandt i 1853 flere sølvmønter, som en muldvarp havde skubbet op til overfladen, men turde ikke tage dem med hjem.

Et gammelt mundheld fortalte, at folk der snuppede nedgravet guld og sølv blev ramt af sygdom. En advarsel, der sikkert gjorde indtryk, da Svendborg netop var ramt en stor koleraepidemi, som krævede mange ofre. Arbejderne fik alarmeret herredsfogeden, der fik foranstaltet en udgravning på øen. Mere end 400 sølvmønter – heraf en delarabiske – blev udgravet. En arkæologisk undersøgelse meddetektor i 1989 fandt ekstra mønter, møntfragmenter og brudsølv. Så meget sølv blev fundet, at Iholmskatten er en af de største sølvskatte herhjemme. I alt er der fundet omkring 450 mønter og 655/16 lod sølvsmykker. Mønterne og sølvet har ligget i en læderpungmed påsyet sølvornamentik.

Skatten kan ses på Nationalmuseet.

Dødmanden, Mellemgrunden eller Middelgrunden og Iholm Vesterrøn

I Svendborg Avis fra den 11. oktober 1924 kan man læse en god langartikel om sundets historie rent besejlingsmæssigt. Det var ianledning af at man havde fået uddybet sundets vestlige del ogplanlagde opførelsen af et fyr på Avernakø og Bækkehave Fyr på Tåsinge.

Før den tid foregik den primære trafik til Svendborg havn fra Øst, altså forbi Troense. Den vestlige del af Sundet her hvor vi står, var fyldt med lumske grunde og fladt vand der gjorde besejling vanskelig. En uddybning af den vestlige del samt etableringen afledefyr ville åbne helt nye besejlingsmuligheder og forbedreforbindelsen ned mod Tyskland betydeligt. Da den primære import til Danmark på dette tidspunkt skete via Hamborg og Kielerkanalen beskrives det i artiklen ligefrem som en mulighed for at åbne op for verdenshandelen.

Alleredelige vest for Svendborg Havn var der nogle grunde kaldet ”Pladerne” som skulle afgraves for at skabe passage. En anden væsentlig hindring var Dødmanden, som lå (ligger) omtrent ud for Kogtved Søfartsskole. De to grunde betød at kun skibe der stak mindre end14-15 fod kunne passere det vestlige sund (tre fod er ca lig en meter, så det svarer til 4-5 meters dybgang.

Navnet Dødmanden kendes helt tilbage fra egnens første søkort fra 1692 oghænger sammen med det hollandske ord for strandvasker. Grunden stak op over vandet i 1690’erne, da de første søkort blev tegnet, oger betydeligt større på ældre søkort. Før sejlrendens udretning hang Dødmanden sammen med Middelgrunden midt i løbet. I 1922gravedes en del af barrieren væk for at lette sejladsen, og Dødmanden er i dag en selvstændig grund, der ligger og lurer mindre end to meter under overfladen. På søkort kan man se, at Dødmanden i dag kun ligger 2,2 m under havoverfladen. Markeret med et sømærkemed to nedadvendte trekanter for at markere at mærket står lige sydfor grunden.

Iholm Vesterrøn er en grund der strækker sig langt ud mod vest fra Iholm. Den er markeret med en grøn kost og det er den der har givet navn til bebyggelsen Vesterrøn.

Rantzausmindevej11 - vandmølle

Her boede der en træskomand, formentlig fra huset blev opført i 1911.Huset er blevet bygget som en vandmølle på det her vandløb, som vi ikke kender navnet på. Men det udspringer fra åsen ved Skovsbovej i skoven som hedder Egebjerg Mose og har åbenbart været tilstrækkeligt vandførende til at kunne trække en overfaldsmølle, samme type som Rønninge Mølle i Amalielystskoven ved Hvidkilde Sø. Vandløbet er desværre rørlagt på strækningen over Tankefuldgårdsjord nord for vejen.

Viv ed ikke om der har været en mølledam for arealet ved Rantzausmindevej er stærkt omlagt formentlig i starten af 60’erne.Før gik vejen ned i en stejl hulning, så stejl at hvis føret var fedtet af sne eller pladder så valgte folk ofte at køre en om vejover Skovsbo for ikke at hænge fast på bakken.

På det tidspunkt, hvor huset opførtes, var der formentlig ikke el i området. Heraf behovet for vandkraft. Vandmøllen trak både en båndsav og andre maskiner som træskomanden havde brug for i sin produktion. Vandmøllen blev nedlagt først i 50’erne.

Træskomandens datter hed Rigmor Hansen. Hun var indehaver af caféen Torvepassagen på Klosterplads. Det siges, at hun ofte producerede lidt ekstra varmmad, som hun satte på bussen og som hendes far træskomanden så kunne modtage når bussen stoppede ud for vandmøllen. Diner transportable!

Rigmor blev 89 år gammel, men gik tidligt på pension i en alder af ca. 50 og boede i huset indtil omkring år 2000, hvor Mogens Lykke Olsenkøbte stedet og har haft det siden. Mogens fortæller i øvrigt, at huset ikke var kloakeret da han købte det omkring år 2000. Det havde simpelthen været så nemt bare at tømme lokumstønden ud i renden!!

Af Klaus Johannesen