Møller

Egense-Rantzausminde Lokalhistorie


Møller

En lille vindmølle på Højensvej 85

På ejendommen Højensvej 85, lidt sydvest for højen, har der stået en mindre vindmølle af den hollandske type. Møllen må være opført af Johan Ernst Ludvigsen, som blev født 1816 i Egense. Udover at være husmand, var han også tømrer og møllebygger. I 1857 købte han et stykke jord på 5 tdr. land ved højen i Egense, matr. 22b Egense By. Her byggede han et hus. Huset gik i arv til hans søn Hans Ludvig Johansen, der også var møllebygger.



















Det er ikke beskrevet noget sted, som vi har kunnet finde, men der blev opført en mindre vindmølle ved ejendommen. På billeder ser det ud, som om den er beklædt med tagpap, og den virker ikke så høj. Det er formodentlig møllebyggerfamilien, der har opført møllen.


Marie Frederikke blev født i huset i 1887. Hendes far var møllebygger Hans Ludvig Johansen. Hun blev gift med Rasmus Christiansen, født i Egense i 1882. Rasmus var ud af samme familie. De kom til at bo i huset på Højensvej 85 til de døde midt i 1960erne. De havde ikke børn, så de var de sidste af slægten, der boede i huset.
















Der er et foto af Rasmus Christiansen til hest, med en anden hest, taget foran møllen, omkring 1910-1920. Her ses møllen stadig intakt med vinger.


På luftfoto fra Danmark set fra Luften 1970 ses møllen stadig i haven ved huset, men uden vinger.

Frugtavler Kurt Clausen, der overtog ejendommen efter Christiansen, søgte i 1977 kommunen om byggetilladelse til en hal. Det er formentlig i den forbindelse, møllen blev revet ned. Der står ikke noget om nedrivning i byggetilladelsen.


Den nuværende ejer af ejendommen fortæller, at der stadig ligger møllesten på ejendommen, men ellers er der ikke spor af møllen.


Kilder: Arkiv.dk, Skødeprotokol Lehn Birk, kirkebog. Svendborg Byhistorisk Arkiv.

På luftfotoet her fra 1950 ses den forholdsvis lille mølle fortsat på ejendommen - dog uden vinger.

Rasmus til hest foran møllen, ca. 190-20 og Rasmus og Marie Frederikkes gravsten på Egense Kirkegård.






















Rantzausminde Mølle kan ses den dag idag, nord for Rantzausmindevej lidt øst for Vesterrøn.

Det er ikke beskrevet noget steds, hvornår Rantzausminde Mølle blev bygget eller af hvem, men det må antages, at det er Hans Henrik Hansen, der byggede møllen sidst i 1860erne.  Hans Henrik Hansen var fra Langeland, gift med Rasmine fra V. Skerninge. Han købte i 1866 et stykke jord af Jørgen Svendsen, hvorpå møllen blev opført.


Jørgen Svendsen, gårdmand i Egense på gården Højensvej 189, ejede dette stykke jord i Rantzausminde. Det var et mindre lod, der blev tildelt hans matrikel ved udskiftningen i 1806, og som hed matr. 8c Egense By. Der var ikke noget hus på grunden.


I pantebogen, (Svendborg Herredsret 1916-1955 opslag 28) er noteret, at købmand Baagø i Svendborg havde pant i ejendommen Rantzausminde Mølle. Det hænger formentlig sammen med at en del af materialerne til byggeriet af møllen havde mølleren købt hos købmand Baagø i Svendborg. De var dog ikke helt enige om prisen for det købte, hvilket resulterede i en retssag.


Der er heller ikke beskrevet noget beboelseshus, men iflg. Folketællingen i 1901 bor enken Rasmine Hansen på matr. 8g, som er den grund, der ligger lige foran møllen ud til Rantzausmindevej.


I Europa blev vindmøller introduceret på korstogenes tid, og i 1100-tallet udvikledes i Normandiet den såkaldte stubmølle af træ. Denne type nævnes første gang i Danmark i gavetestamenter fra 1259 og 1261. Stubmøllerne var relativt små, bl.a. fordi konstruktionen betød, at hele møllehuset skulle drejes for at bringe vingerne op i vinden. Rantzausminde Mølle var imidlertid ligesom Egense Mølle af typen Hollændermølle, som opstod i løbet af 1500-tallet. Til forskel fra stubmøllerne kunne hollændermøllernes skrog være af murværk, og her var det kun møllehatten med vingerne, der skulle drejes; mølleriet kunne herved udvides, og skroget bruges til mere end blot kornkværne. Tandhjul og aksler var i reglen af træ, men i de seneste modeller anvendtes også støbejern.


Den første danske hollændermølle opførtes 1620 på bestilling af Christian 4., og i 1680'erne fulgte et par oliemøller på Københavns Vold. Fra sidst i 1700-tallet bredte typen sig over hele landet som korn- og industrimøller.





















Rantzausminde Mølle lå tæt ved vejen, og på den anden side af vejen var vandet. Der har formentlig været bønder, der kom med deres korn i joller. Overfor møllen boede husmand og fisker Lars Jørgensen. Han havde en lille havn ved sin ejendom, og i 1873 indrykkede han en annonce i Svendborg Avis: ”Det forbydes herved enhver at henlægge joller i min havn ved Rantzausminde Mølle. Lars Jørgensen, husmand.”

Lars Jørgensen var ikke glad for naboskabet med møllen.


Sidst i århundredet var der en religiøs vækkelse, der også havde en del tilhængere her i Egense sogn. Det var metodisterne, der holdt til i Svendborg, og deres prædikant tog ud i omegnen og holdt gudstjenester og møder. I Egense blev mange arrangementer afholdt i Rantzausminde Mølle. Flere blev annonceret til afholdelse i det fri, i Tankefuldskoven, eller ved Højen i Egense, men i tilfælde af dårligt vejr kunne man mødes i Rantzausminde Mølle.


Møller Hans Henrik Hansen døde allerede i 1886, 54 år gammel. Hans kone Rasmine og sønnen, der hed det samme som faderen, fortsatte driften af møllen. Rasmine Hansen døde i 1908 og sønnen Hans Henrik magtede ikke at fortsætte driften, hvorfor Rantzausminde Mølle blev begæret solgt ved tvangsauktion i juni 1909. Svendborg Sparekasse overtog møllen og solgte den igen hurtigt videre til møller Lars Jensen Raun. Han var fra Sønderjylland, og var møller ved Terp Mølle vest for Århus.


Han havde snart annonce i avisen, at han havde åbnet et bageri og anbefalede sig med alt til faget hørende, såvel det søde som det grove. Ved folketællingen i 1911 bor der udover familien en ung pige og en brødkusk.

I 1922 blev mølle og bageri overtaget af bager Vagn Jensen og hans kone, Johanne Vagn Jensen. Han annoncerede med at brødvognen kom ud i omegnen, og solgte også brød i Svendborg. I 1922 annoncerede han med et specielt sundhedsbrød ”Gisnetbrød”.


Hvad der så er sket i bageriet kan vi ikke læse om noget som helst sted, men i 1931 er det tinglyst, at Johanne Vagn-Jensen har fået særeje, og at det er hende, der ejer Rantzausminde Mølle. Vagn-Jensen ved vi ikke, hvor er blevet af.


Der har åbenbart været nogle gnidninger, men hvad de er gået ud på, kan vi ikke vide. I 1940 blev der tinglyst en deklaration fra Johanne Vagn-Jensen om forbud mod bageri og vandtilførsel til matr. 8f (bagerejendommen). Ikke desto mindre blev ejendommen matr. 8f, Rantzausmindevej 232 i 1940 købt af bagermester Aage Graf.




















Således blev de to ejendomme adskilt. Bageriet fortsatte med at eksistere med bager Graf til en gang i 1950’erne. Der var et forhus til beboelse og butik, og et baghus med en høj skorsten til bageri. Huset, der var opført i 1887 blev revet ned i 2020.


Vi har billeder af møllen fra 1928 hvor man kan se, den er meget forfalden, og fra 1939, hvor hat og vinger er væk.


I 1939 stod at læse i Svendborg Avis, at lærer Jeff Nielsen, Brydegårdsvej i Svendborg, havde købt Rantzausminde Mølle og agtede at bruge den til sommerhus. Avisen skrev, at møllen nærmest henlå som en ruin.  I 1943 annoncerede Jeff Nielsen møllen til salg. Den var nu ombygget, med altan og indrettet til beboelse. Møllen blev solgt, og er handlet flere gange siden.













I 1947 købte skibsværftsarbejder Valdemar Thomsen møllen til beboelse. Han var kunstmaler og lavede store skulpturer af en slags cement. Han boede der til 1965 hvor møllen blev solgt, og han flyttede på Ollerup Alderdomshjem. Idag er der så vidt vides beboelse i møllen, og den hører nu sammen med matrikel 8p, som er det hus, der ligger bag ved møllen.


Kilder:

Det har ikke været let at få rede på historien om Rantzausminde mølle. Der findes ikke noget materiale udover tingbøger og folketællinger, samt de få billeder, vi bl.a. fik fra Byhistorisk Arkiv i Svendborg. Små artikler og annoncer er fundet i Svendborg Avis. Matriklen er flere gange delt op og har fået nyt nummer, og hvordan de ejendomme med mølle og bageri har hængt sammen, og hvor familien boede,  er det svært at se. Det forunderlige er dog, at møllen stadig er eksisterende og i god stand, når man ser på historien, og de billeder der er fra 1930 ca.

Rantzausminde Mølle, 1929

Rantzausminde Mølle og bageriet (bemærk den høje skorsten), 1950

Rantzausminde Mølle

Egense Mølle

Egense Mølle ved vi ikke ret meget om. Der findes få billeder, som postkort, men ingen beskrivelse, så vidt vi har kunnet finde. Det skyldes nok, at den blev revet ned i midten af 30erne, og dermed ikke har været synlig i landskabet i mange år. Det nuværende stuehus på Møllegården, Ærtevej 26, matr. 10a Egense By, er opført i 1891, hvor den gamle fæstegård er revet ned, og nyt hus bygget.


De første møller man havde var vandmøller. Dem har der været en del af her i området, Urte Mølle, Hvidkilde, Lehnskov, ved Skovsbostrand, måske flere. Selv små vandløb kunne udnyttes.


Midt i 1800 tallet begyndte typen hollandske møller at vinde indpas. Det var de vindmøller vi kender i dag. De kunne være bygget i træ eller muret op. Egense mølle var muret i mursten og kalket hvid. Hatten sort tagpap.

Et lille sidespring: en franskmand, Buquet, havde opfundet en metode, der delte melet i sigtningen, groft for sig og fint for sig. Det fine mel brugte man til det hvide brød, og det er derfor, det hedder franskbrød.


I 1838 blev det besluttet, at alle møllebygmestre skulle uddannes ved Polyteknisk Læreanstalt. Fra 1852-1862 blev møllenæringen givet fri. I Egense var der en slægt, der var møllebyggere, Johan Ernst Ludvigsen og hans søn, Hans Ludvig Johansen. Det fører hen til, at vi må antage, at møllen i Egense blev opført omkring 1860erne. På kortet, der gælder fra 1863, er møllen markeret.



Topografisk kort fra 1863.

Her (ukendt årstal) er beboelsen ombygget ift det oprindelige som ses ovenfor.

På matrikel 10 Egense By, lå der en gård, der var fæstegård under Baroniet Lehn. I 1855 købte birkedommer J. W. Tornøe i Svendborg, gården af baroniet Lehn. Det var ikke fordi han ville bo der og drive landbrug. Allerede i 1856 videresælger han og udstykker noget af ejendommen. Der blev solgt en grund fra, der blev til matr. 10e, til Andreas Eriksen. En anden blev til matr. 10d, Poul Christian Riget.

Den sidste del blev nu til matr. 10a, og blev solgt til mølleren på Hvidkilde mølle, Røde Mølle, der var vandmølle, Jens Corfixen. 


To af møllebestyrerne var med ved krigene i Dybbøl, 1848 og -64, og fik fortjenstmedaljer. Om Jørgen Hansen, der var fra Søby på Ærø, og boede på møllen i 1870 og 1880 står der, at han boede i lejet hus.

I 1890 sælger Jens Corfixen Egense Mølle til gårdmand Rasmus Hansen Juul i Egense.  Juul driver møllen videre med ansættelse af forpagtere. I 1905 sælger han gård og mølle til sin svigersøn, Hans Rasmussen, Skovsbo. Der bliver tinglyst en meget udførlig aftægtsaftale for Rasmus Hansen Juul og hans hustru, med beboelse i den ene ende af gården.


Hans Rasmussen har møllen i nogle år, herefter er der skiftende ejere, den sidste møller i Egense var M. Mortensen, der havde møllen fra 1921 til 1933. Da køber Martin Nielsen møllen og river den ned.

Martin Nielsen var bror til sognerådsformand Herman Nielsen, og blev senere kommunekasserer.


Materialerne fra nedrivningen bruger Martin Nielsen til opførelse af et hønseri. På billedet fra 1939, fra Danmark set fra Luften, ses bygningerne med hønseriet tydeligt.



Egense Mølle (ukendt årstal) set fra Egense Kirke med selvbinder i forgrunden. I det fjerne anes Hvidkilde Sø.

Egense Mølle i 1939 med nyopført hønseri på det sted, hvor møllen oprindeligt stod.

I 1949 er matr. 10-f blevet omfattet af Kirkeomgivelsesfredningen for Egense Kirke. Der tinglyses forbud mod bebyggelse, beplantning m.v. på matriklen. Fredningen skulle hindre, at ny bebyggelse kom til og at beplantning groede op og dækkede ind- og udblik ift kirken.

Lehnskov Vandmølle

Vandmøllerne har været kendt i Danmark siden middelalderen. Der skulle ikke meget vand til for at drive et møllehjul, og en kværn. Og vandløb var der mange af. Ikke alle møller er registreret. 


På Lehnskov har der også været en vandmølle. Historien om den ved vi ikke meget om, men ude i mølledammen kan man se resterne af fundamentet til møllehjulet. Vandet til dammen kommer fra 2 bække, der løber sammen lige ved skellet til godset. 


Troels Lund udgav i 1971 en bog med tegninger af fynske vandmøller, og i denne bog har han også lavet en tegning her fra mølledammen i Lehnskov. 


















I 1697 har der været syn på hovedgården Lindskov, som det hed dengang. 4 udvalgte fagpersoner var indkaldt til at stå for synet og besigtige stedets brøstfældighed. Og det var ikke så lidt, der blev påtalt, at der skulle gøres noget ved. Men en møllebygning er ikke nævnt. 


Omkring år 1700 var Lehnskov opdelt i to, og skødet på den ene halvdel blev handlet nogle gange. Måske er synsforretningen gjort i forbindelse med disse. I opremsningen af, hvilke ejendomme der er med i handlen, er der nævnt en Lindskov Mølle, så møllen har været der på det tidspunkt. Og i skifteprotokollen kan vi læse, at Jørgen Jørgensen, Møllehuset ved Lindskov, døde i 1749. Så det tyder på, at der har været en bolig i forbindelse med møllen. 


Men det vi skal høre om her, er en helt anden historie, men hvor mølleren er medvirkende. 

I Sunds Herreds Tingbog for 1630 er indskrevet en retssag. Niels Smed i Skovsbo havde fået stjålet sin ambolt. Og det er jo skidt for en smed, at mangle den. Hvordan det så ellers kan gå til ved vi ikke, sådan en må være frygtelig tung. 


Men han havde åbenbart en anelse om, hvor den kunne være, så han fik fat i mølleren Anders Eriksen fra Lehnskov, Hans Poulsen fra Ballen og et par folk fra Skarø. De roede over til Vornæs, og der, i en stor båd syd for Vornæs Land fandt de ambolten. Båden lå for anker, så langt fra land, at ingen karl kunne vade i land og bjærge sit liv. Så Niels Smed blev i båden ved sin ambolt, sammen med et par af folkene, og så bad han mølleren Anders Eriksen om at drage til Hvidkilde og give bud til hans husbond, som var velbåren Falk Gjøe, der ejede Hvidkilde på den tid. 


Da mølleren, sammen med Falk Gjøes mænd roede tilbage fandt de imidlertid båden liggende vest for Iholm, med Niels Smed og nogle mænd fra Tåsinge, der var stødt til. Ydermere var der et kvindfolk og et barn i båden. Niels Smed beklagede sig over, at Tåsinge-mændene, mod hans vilje, havde fjernet båden fra ankerpladsen ved Vornæs.  


Alle disse mænd var indkaldt til Herredsrettens møde, og var tilsagt via stævningsmænd, der også var mødt i retten, så alt i alt var det en stor forsamling, der var samlet, og alle stod frem og vidnede. 

Og hvorom alting er, så var ambolten fundet. Niels smed i Skovsbo stod frem og bekræftede på sin sjæls salighed, at han fandt sine nævnte ting, som var taget fra ham, nøjagtig som de nævnte har bevidnet og forklaret at det er gået til. Og alle bevidnede deres ed med oprakte fingre. 
 

Det fremgår ikke, om nogen blev dømt i sagen.