Møller

Egense Mølle

Egense Mølle ved vi ikke ret meget om. Der findes få billeder, som postkort, men ingen beskrivelse, så vidt vi har kunnet finde. Det skyldes nok, at den blev revet ned i midten af 30erne, og dermed ikke har været synlig i landskabet i mange år. Det nuværende stuehus på Møllegården, Ærtevej 26, matr. 10a Egense By, er opført i 1891, hvor den gamle fæstegård er revet ned, og nyt hus bygget.

De første møller man havde var vandmøller. Dem har der været en del af her i området, Urte Mølle, Hvidkilde, Lehnskov, ved Skovsbostrand, måske flere. Selv små vandløb kunne udnyttes.

Midt i 1800 tallet begyndte typen hollandske møller at vinde indpas. Det var de vindmøller vi kender i dag. De kunne være bygget i træ eller muret op. Egense mølle var muret i mursten og kalket hvid. Hatten sort tagpap.

Et lille sidespring: en franskmand, Buquet, havde opfundet en metode, der delte melet i sigtningen, groft for sig og fint for sig. Det fine mel brugte man til det hvide brød, og det er derfor, det hedder franskbrød.

I 1838 blev det besluttet, at alle møllebygmestre skulle uddannes ved Polyteknisk Læreanstalt. Fra 1852-1862 blev møllenæringen givet fri. I Egense var der en slægt, der var møllebyggere, Johan Ernst Ludvigsen og hans søn, Hans Ludvig Johansen. Det fører hen til, at vi må antage, at møllen i Egense blev opført omkring 1860erne. På kortet, der gælder fra 1863, er møllen markeret.

På matrikel 10 Egense By, lå der en gård, der var fæstegård under Baroniet Lehn. I 1855 købte birkedommer J. W. Tornøe i Svendborg, gården af baroniet Lehn. Det var ikke fordi han ville bo der og drive landbrug. Allerede i 1856 videresælger han og udstykker noget af ejendommen. Der blev solgt en grund fra, der blev til matr. 10e, til Andreas Eriksen. En anden blev til matr. 10d, Poul Christian Riget.

Den sidste del blev nu til matr. 10a, og blev solgt til mølleren på Hvidkilde mølle, Røde Mølle, der var vandmølle, Jens Corfixen. 

To af møllebestyrerne var med ved krigene i Dybbøl, 1848 og -64, og fik fortjenstmedaljer. Om Jørgen Hansen, der var fra Søby på Ærø, og boede på møllen i 1870 og 1880 står der, at han boede i lejet hus.

I 1890 sælger Jens Corfixen Egense Mølle til gårdmand Rasmus Hansen Juul i Egense.  Juul driver møllen videre med ansættelse af forpagtere. I 1905 sælger han gård og mølle til sin svigersøn, Hans Rasmussen, Skovsbo. Der bliver tinglyst en meget udførlig aftægtsaftale for Rasmus Hansen Juul og hans hustru, med beboelse i den ene ende af gården.

Hans Rasmussen har møllen i nogle år, herefter er der skiftende ejere, den sidste møller i Egense var M. Mortensen, der havde møllen fra 1921 til 1933. Da køber Martin Nielsen møllen og river den ned.

Martin Nielsen var bror til sognerådsformand Herman Nielsen, og blev senere kommunekasserer.

Materialerne fra nedrivningen bruger Martin Nielsen til opførelse af et hønseri. På billedet fra 1939, fra Danmark set fra Luften, ses bygningerne med hønseriet tydeligt.

I 1949 er matr. 10-f blevet omfattet af Kirkeomgivelsesfredningen for Egense Kirke. Der tinglyses forbud mod bebyggelse, beplantning m.v. på matriklen. Fredningen skulle hindre, at ny bebyggelse kom til og at beplantning groede op og dækkede ind- og udblik ift kirken.

Lehnskov Vandmølle

Vandmøllerne har været kendt i Danmark siden middelalderen. Der skulle ikke meget vand til for at drive et møllehjul, og en kværn. Og vandløb var der mange af. Ikke alle møller er registreret. 

På Lehnskov har der også været en vandmølle. Historien om den ved vi ikke meget om, men ude i mølledammen kan man se resterne af fundamentet til møllehjulet. Vandet til dammen kommer fra 2 bække, der løber sammen lige ved skellet til godset. 

Troels Lund udgav i 1971 en bog med tegninger af fynske vandmøller, og i denne bog har han også lavet en tegning her fra mølledammen i Lehnskov. 

I 1697 har der været syn på hovedgården Lindskov, som det hed dengang. 4 udvalgte fagpersoner var indkaldt til at stå for synet og besigtige stedets brøstfældighed. Og det var ikke så lidt, der blev påtalt, at der skulle gøres noget ved. Men en møllebygning er ikke nævnt. 

Omkring år 1700 var Lehnskov opdelt i to, og skødet på den ene halvdel blev handlet nogle gange. Måske er synsforretningen gjort i forbindelse med disse. I opremsningen af, hvilke ejendomme der er med i handlen, er der nævnt en Lindskov Mølle, så møllen har været der på det tidspunkt. Og i skifteprotokollen kan vi læse, at Jørgen Jørgensen, Møllehuset ved Lindskov, døde i 1749. Så det tyder på, at der har været en bolig i forbindelse med møllen. 

Men det vi skal høre om her, er en helt anden historie, men hvor mølleren er medvirkende. 

I Sunds Herreds Tingbog for 1630 er indskrevet en retssag. Niels Smed i Skovsbo havde fået stjålet sin ambolt. Og det er jo skidt for en smed, at mangle den. Hvordan det så ellers kan gå til ved vi ikke, sådan en må være frygtelig tung. 

Men han havde åbenbart en anelse om, hvor den kunne være, så han fik fat i mølleren Anders Eriksen fra Lehnskov, Hans Poulsen fra Ballen og et par folk fra Skarø. De roede over til Vornæs, og der, i en stor båd syd for Vornæs Land fandt de ambolten. Båden lå for anker, så langt fra land, at ingen karl kunne vade i land og bjærge sit liv. Så Niels Smed blev i båden ved sin ambolt, sammen med et par af folkene, og så bad han mølleren Anders Eriksen om at drage til Hvidkilde og give bud til hans husbond, som var velbåren Falk Gjøe, der ejede Hvidkilde på den tid. 

Da mølleren, sammen med Falk Gjøes mænd roede tilbage fandt de imidlertid båden liggende vest for Iholm, med Niels Smed og nogle mænd fra Tåsinge, der var stødt til. Ydermere var der et kvindfolk og et barn i båden. Niels Smed beklagede sig over, at Tåsinge-mændene, mod hans vilje, havde fjernet båden fra ankerpladsen ved Vornæs.  

Alle disse mænd var indkaldt til Herredsrettens møde, og var tilsagt via stævningsmænd, der også var mødt i retten, så alt i alt var det en stor forsamling, der var samlet, og alle stod frem og vidnede. 

Og hvorom alting er, så var ambolten fundet. Niels smed i Skovsbo stod frem og bekræftede på sin sjæls salighed, at han fandt sine nævnte ting, som var taget fra ham, nøjagtig som de nævnte har bevidnet og forklaret at det er gået til. Og alle bevidnede deres ed med oprakte fingre. 
 

Det fremgår ikke, om nogen blev dømt i sagen.