Egense Kirke

Egense Kirke er et typisk eksempel på en sydfynsk landsbykirke med rødder i 1100-tallet og stærke forbindelser til egnens adelssæder. Arkitekturen viser tydeligt de mange byggeperioder – fra romansk grundstruktur til senmiddelalderligt langhus og 1800-tals restaureringens nygotiske præg.

Inventaret afspejler adelens velstand og kulturelle betydning, fra renæssancens monumentalitet i altertavlen til mindre, forfinede sølvarbejder i barok og rokoko. De bevarede gravminder giver en hel familiehistorie i sten, og kirken fremstår i dag som et velbevaret, levende kulturminde – resultatet af mere end 800 års kontinuerlige ændringer, donationer og restaureringer.

Historisk baggrund

Egense Kirke i Sunds Herred nævnes første gang i 1374 i forbindelse med et afladsbrev udstedt af ærkebispen og seks biskopper. Kirken havde i middelalderen en stærk tilknytning til hovedgården Hvidkilde, der i 1529 overtog patronatsretten. Hvidkilde ejedes i århundreder af fremtrædende adelsslægter som Rønnow, Hardenberg, Bille, Brockenhuus og siden Lehn-familien. Flere af deres medlemmer satte tydelige spor i kirkens historie gennem donationer, restaureringer og gravminder. Blandt de mest markante donatorer er Anne Hardenberg (†1617) og Eiler Rønnow (†1565). I 1927 overgik kirken fra at være en godskirke til selveje.

Kirken var i 1500-tallet i forskellige perioder anneks til Vor Frue i Svendborg og Ollerup. Flere præster nævnes for drukkenskab i 1500- og 1600-tallet. Fund på kirkegården inkluderer blandt andet en signetring fra 1500-tallet.

Kirkens beliggenhed og omgivelser

Kirken er placeret højt på en bakke med udsigt over Egense. Kirkegården har gennemgået flere udvidelser (1885, 1912, ca. 1950). Diger og stensætninger kendes tilbage til 1500-tallet; flere dele er renoveret i 1900-tallet. 1800-tallets beplantning af asketræer, der omsluttede kirkegården, blev delvist fjernet i 2013 på grund af sygdom. Bygninger på kirkegården omfatter et redskabshus og et nyere graverhus fra ca. 1990.

Bygningshistorie og arkitektur

Egense Kirke består af et romansk skib, ifølge indicier oprindeligt med et smallere kor. I senmiddelalderen blev det romanske kor nedrevet og erstattet af et langhuskor, og et tårn blev tilføjet mod vest. Samtidig fik bygningen hvælvinger i stedet for fladt loft. Den senmiddelalderlige kirke blev dermed et langhus med ribbehvælv, udført af kampesten og munkesten.

I tårnets indre ses krydshvælv og et muret trappehus fra omkring samme tid. Tårnet blev senere forhøjet med et klokkestokværk, sandsynligvis i 1700-tallet. Omkring samme tid fik kirken et våbenhus mod nord, senere ombygget til kapel og redskabsrum.

Den mest gennemgribende ombygning skete 1861–62 under arkitekt J. V. Dahlerup, finansieret af Otto Rosenørn-Lehn. Hele bygningen blev cementpudset, og karakteristiske spidsbuede vinduer og ydre sprængbuer (flyvende støttemure) blev tilføjet. Gavlen blev genopført, og indvendigt fik kirken nye ottekantede ribbehvælv og triumfmur. Hovedindgangen flyttedes fra nordsiden til tårnet. Denne ombygning prægede i høj grad kirkens nutidige udseende. I 1951 og igen 2015–16 gennemførtes hovedrestaureringer; senest blev cementpuds fjernet fra facaderne og farvesætningen restaureret.

Kirken står i dag hvidkalket ud- og indvendigt med rødt tegltag; tårnets kamtakkede gavle og våbenhusets sadeltag giver en helstøbt, men 1800-talspåvirket landsbykirke.

Inventar

Det ældste inventarstykke er den romanske døbefont, udført i rødgrå granit og udsmykket med kors, liljer og en sjælden runeindskrift, hvor stenhuggeren “Astred, Ikkreus’ søn” har signeret sit arbejde.

Fra senmiddelalderen stammer alterkalkens knop og skaft med navnene på de tre hellige konger (Caspar, Melchior og Balthasar), samt dåbsfadet fra Nürnberg (1500-tallet) og alterstagerne fra 1561 med våben for Erik Hardenberg og Anne Rønnow.

Pulpituren i ungrenæssance fra ca. 1560 bærer våbenskjolde for Eiler Rønnow og hustruen Anne Krabbe. Altertavlen i renæssancestil blev 1617 skænket af Anne Hardenberg, enke efter Johan Rud. Den rummer malerier af Nadveren og Korsfæstelsen; Opstandelsen udgjorde oprindeligt et topstykke, nu ophængt på nordvæggen. I 1880 indsattes et nyt altermaleri “Ecce Homo” af August Jerndorff.

Senere tilkom alterdisk (ca. 1675), sølvsyt sygesæt (1741, Jacob Olufsen Lund), oblatæske (ca. 1750), kirkestævnetavle samt pengeblok fra 1700-tallet.

I 1800-tallet fik kirken nye stoleværker, døre og orgelpulpitur (1861–62). Herskabsstolen for Hvidkildes ejere med våben for Rosenørn, Lehn og von Barner er fra denne tid. Alterskranke og alterbord blev fornyet 1951 og igen 2016.

Kirkeskibet Kandace blev skænket af lokale fiskere i 1888. Orgelet, bygget i 1981 (P. Bruhn & Søn), bruger dele fra orglet fra 1909 (Busch & Sønner).

Klokken er støbt 1839 i Kerteminde og erstattede en revnet klokke fra 1634. Kirken fik elektricitet i 1925 og nyt varme- og belysningssystem i nyere tid.

Gravminder og begravelser

Kirken rummer en fremragende samling af gravminder for adelsslægter tilknyttet Hvidkilde. Mest betydningsfuld er figurstenen fra 1556 over Eiler Rønnow og Anne Krabbe samt to børn, udført af den slesvigske billedhugger A.S. Den nærliggende figursten fra ca. 1572 forestiller Bent Norby til Lindskov og hustru Kirsten Skinkel. Begge sten lå tidligere i koret og blev senere flyttet til tårnrummet.

Under koret fandtes en muret begravelseskrypt, sandsynligvis anlagt ca. 1550, hvor medlemmer af Rønnow-, Norby- og senere Lehn- og Gøye-slægterne blev nedsat. Krypten blev tømt i 1811 og påvist igen ved arbejder i 1950’erne.

På kirkens mure hænger mindetavler over faldne fra 1848–64-krigene og to modstandsfolk fra 2. verdenskrig, samt sølvkranse (1904 og 1909) for medlemmer af Lehn-familien. På kirkegården ligger bl.a. præsten Erich Monrath (†1802) og senere ejere af Hvidkilde begravet.