Egense

Egense

Navnet Egense er første gang nævnt i 1374 i formen Eknæs (ek er gammeldansk for eg og næs betegner en halvø omgivet af vand på tre sider) og i 1469 som Egens. Landsbyen Egense, der er anlagt omkring overgangen mellem vikingetid og middelalder, er en såkaldt adelby, hvilket betyder, at den ikke er anlagt ved udflytning.


I 1688 bestod Egense af 27 gårde, 2 huse med jord og 12 huse uden jord og udgjorde med omkringliggende jorder et ejerlav på i alt 679 ha, hvoraf 57% var opdyrket. Egense lå placeret i det inderste hjørne af ejerlavet, mens der ude ved kysten var en del skov. Omkring 1800 var kystskoven dog stort set forsvundet. En gruppe på 4 gårde i den sydlige del af Egense har muligvis tidligere båret det selvstændige bynavn Banketofte, der omtales fra 1394.


Af det oprindelige ejerlav er udparcelleret udflytterbyen Skovsbo og hovedgårdene Hvidkilde (nævnt fra 1374), Lehnskov (nævnt fra 1412) og Søby (nævnt fra 1423 og i 1600-tallet lagt under Hvidkilde). Senere blev der lagt yderligere jord fra Egense under Hvidkilde. Egense blev udskiftet i 1806.


En snart gammel nyhed


I januar 2015 udkom en ny bog om Egenses historie, nærmere betegnet Egense i 1950’erne.

Bogen blev præsenteret ved et arrangement på Egense gl. Skole den 8. december 2014 og fik straks rosende omtale fra flere sider. Forfatteren er Anton Jørgensen, som er vokset op i Egense - i Egenses guldalder, som han kalder 1950'erne. Bogen kan bl.a. købes på arkivet.


Egense-Rantzausminde Lokalhistoriske Forening og Arkiv     Skovsbovej 338, 1. sal, Egense     5700 Svendborg